I alle lande er et stærkt foreningsliv, som uafhængigt af magthaverne kan præge udviklingen, en vigtig del af samfundet. Men ikke overalt har de frivillige organisationer de bedste vilkår – det indtryk blev bekræftet, da den russiske forkæmper for menneskerettigheder Anna Sevortian besøgte Østersø NGO Netværket i Danmark.
Anna Sevortian, der den 1. december talte ved et velbesøgt møde på Københavns Rådhus, arbejder til daglig som direktør for det Berlin-baserede netværk EU-Russia Civil Society Forum. Hun har tidligere været leder af Ruslandsafdelingen af Human Rights Watch og gennem årene bidraget til over 40 rapporter om menneskerettigheder og foreningsfrihed i Rusland.
Forskellige syn på Ukraine
Hendes hovedbudskab var, at der i Rusland er stor forskel på de politiske lederes og folkets syn på samfundsforhold. Det gør sig blandt andet gældende i forhold til konflikten i Ukraine, hvor de fleste russere ifølge Anna Sevortian bare ønsker en fredelig løsning i modsætning til landets politiske ledere, der med magt vil varetage de russiske befolkningsgruppers interesser i Ukraine.
Derfor ser Anna Sevortian det som en svaghed, at Ruslands foreninger inden for samfundsforhold og politik er meget lidt udviklede og primært findes i bestemt miljøer i nogle af det enorme lands storbyer. I Ruslands mindre byer og på landet er denne form for organisering ikke-eksisterende.
Chikane mod foreningsfolk
Og deltagelse i den del af foreningslivet, der har med samfundsforhold og politik at gøre, modarbejdes aktivt af myndighederne, lød det fra Anna Sevortian. Borgere, der engagerer sig, kan opleve chikane – at blive hængt ud som ”udenlandsk agent” eller få problemer med ansættelse på offentlige arbejdspladser. Og foreningers kontorer risikerer at blive lukket af myndighederne med ubegrundede påstande om for eksempel ”manglende brandsikkerhed”.
Deltagerne gik trods alt hjem fra mødet med Anna Sevortian med en lille smule håb. Hun kunne således fortælle om en voksende gruppe af især unge russere, der har rejst i udlandet og har international kontakt. Og som kritisk kan sammenligne russiske forhold med andre lande. Denne samfundsgruppe vil fremadrettet fylde mere i det russiske samfund, fortalte Anna Sevortian.