Østersø NGO Netværk, Danmark fordømmer Ruslands angreb på Ukraine

Søndag, 27. februar 2022 21:22 Jens William Grav
Udskriv

Østersø NGO Netværk, Danmark fordømmer stærkest muligt Ruslands brutale og æreløse overfald på Ukraine.

Vi er dybt chokerede over at se en sådan overlagt hensynsløshed udfolde sig i det 21. århundrede i Europa, og vores tanker går til det ukrainske folk, som udsættes for store lidelser. Vi frygter at Putins mål er at udslette Ukraine som et frit land og gøre landet til en russisk vasal.

Ruslands overfald på et frit, suverænt land er en klar krænkelse af alle internationale aftaler og den europæiske sikkerhedsorden. Europæiske byer bliver bombet og hundredtusinder af kvinder og børn er jaget på flugt.

Navnet Putin vil for altid være forbundet med Ruslands folkeforbryderiske voldshandlinger mod et fredeligt folk og dets folkevalgte myndigheder og med trusler mod fred og sikkerhed i Europa.

Det russiske overfald er også et angreb på det ukrainske civilsamfund, som arbejder for et stærkere demokrati i landet i respekt for menneskerettigheder og retsstatens principper. Putin er bange for demokrati og menneskerettigheder. I Ukraine foregår der nu en krig ikke blot mellem stater men mellem demokrati og diktatur. Vi er overbeviste om at Rusland ikke vil kunne knægte befolkningens demokratiske ånd og erstatte den med russisk undertrykkelse af demokratiske rettigheder for det ukrainske folk.

Vores tanker går også til de tusindvis af russiske borgere, som i mange russiske byer protesterer mod Putins uprovokerede angreb på det ukrainske folk. De gør det med stor personlig risiko. Flere tusinde demonstranter er arresterede. Også det russiske civilsamfund lider under Putins diktatur med forfølgelser og tvangsopløsninger af foreninger. Putin har vanæret Ruslands navn, men der findes et andet Rusland end Putins regeringsdiktatur, et Rusland som vil frihed, demokrati og menneskerettigheder og leve i fredelig sameksistens med sine naboer.

Jens William Grav, koordinator for Østersø NGO Netværk, Danmark

Senest opdateret: Onsdag, 02. marts 2022 01:13